Om mine quizzer

Mine quizzer er en menneskelig rutchebanetur – uden svimmelhed og skrig. Inden for relativ kort tid er de samme mennesker koncentrerede, jublende, skuffede, lårklaskende og især afslappede. De ser alle de sider af hinanden undervejs, og jeg elsker at være den, der sætter det hele i gang og er stemningsmæssig rutchebanefører undervejs.

I dag kan man selvfølgelig selv lave en Kahoot eller en lignende quiz, hvor folk sidder og kigger på deres telefon 95 procent af tiden. I mine quizzer er telefonen bandlyst, for så kigger folk på hinanden i stedet.

Der er også mange andre måder at bruge tiden på sammen. Man kan springe i faldskærm udover en vulkan, spise en levende hummer eller grine på kommando. Der nok også altid nogle, der synes, at det er underholdende, men ofte endnu flere, der står af eller bare har en dårlig oplevelse. I mine quizzer er alle med og kan bidrage med netop det, de ved og kan. Det betyder i henhold til det praktiske også, at I faktisk bare skal have et lokale og en gruppe mennesker, så kommer jeg med resten.

Over årene har jeg afholdt quizzer for stort set alle typer mennesker og organisationer, og det har givet mig særdeles stor værktøjskasse, så jeg kan tilpasse quizzer til enhver målgruppe. Der er ikke to quizzer, der er ens, for der er ikke to arbejdspladser eller organisationer, der er ens, og jeg tilrettelægger den altid i samarbejdet med den respektive kunde.

Mine quizzer bruges typisk som energiindsprøjtning i starten af dagen, som afkobling efter en lang dag, som teambuilding (Quizbuilding) og af og til som ren underholdning. Det kan få folk til at lære hinanden at kende, eller man kan med garanti få set nye sider af nogen, man har kendt i mange år.

Konkret kan det fx være quizzer om musik, sport, film og tv, sladder, politik, lokalviden, om de tilstedeværende, almen viden og alle mulige andre emner – og oftest en kombination af det hele. Er man bare nysgerrig nok på et emne, så er der altid mulighed for at lave en quiz om det. Det handler selvfølgelig også om formen på quizzer, og her er paletten selvfølgelig også stor.

Hvordan det forløber rent praktisk, er meget forskelligt alt efter stedet og de mennesker, der skal være med. Så brug kontaktformularen, hvis du gerne vil vide mere.